
Aktiviteter for beboere
På Kildevang har beboerne hver uge mulighed for at deltage i forskellige planlagte aktiviteter, fx dame- eller mandeklub, stolegymnastik og træningshold i træningssalen.
Nogle af aktiviteterne er drevet af vores fantastiske frivillige, og andre af husets terapeuter. Hver måned laves der en samlet oversigt over den pågældende måneds aktiviteter. Nogle af aktiviteterne på Kildevang er også åbne for personer, som ikke bor på centret. Dette vil fremgå af oversigten.
Kildevang har et aktivitetsudvalg, som planlægger og gennemfører større arrangementer, gerne 1 gang om måneden. F.eks. kartoflens dag, nytårskoncert, musik- eller teateroplevelser. Udvalget består af frivillige, der er valgt på en generalforsamling for områdets borgere. Derudover har vi et bruger-/pårørenderåd, som bl.a. er med til at nytænke aktiviteterne på Kildevang.
I hverdagene griber vi de muligheder der byder sig for mindre spontane aktiviteter. Det kan f.eks. være en cykeltur på centrets side-by-side tandemcykel, en gåtur i nærområdet, besøg i den lokale børnehave eller fællessang ifm. aftensmaden. Centret har tilknyttet cykelpiloter, så beboerne med hjælp fra personalet kan booke cykelture – også for kørestolsbrugere.
Særligt i de varme måneder nyder vi at bruge sansehaven og de omkringliggende omgivelser. På vores græsplæne er der mulighed for at spille krolf, som er en kombination af golf og kroket, og vi har også en petanquebane. Vi nyder gerne kaffe og kage i haven, når vejret tillader det, eller fælles grillmad på terrasserne.
I sansehaven har vi høns og voilere med undulater. Beboerne inddrages i det omfang de har lyst til at passe dyrene, men hjælp fra frivillige og personale. De lokale børnehaver, dagplejere og SFO besøger også jævnligt sansehaven.
Kildevang sætter stor pris på at være en del af lokalområdet. Vi har et samarbejde med Langå Skole, børnehaver, vuggestue og dagplejere, som bl.a. deltager i julearrangementer, fastelavn, royal side run mm.